Staudefrø fra Impecta

Så skete det igen. Jeg gik på frøjagt, til trods for at jeg havde “aftalt” med mig selv, at jeg jo sådan set havde et fint udbud allerede…men så blev jeg lidt “træt” ved tanken om blot at producere flere af de samme stauder og sommerblomster. Jeg trænger til noget nyt! 😀

Jeg prøvede derfor et nyt sted, som vist er lidt af en kending blandt havefolket – nemlig svenske Impecta.

Og her fandt jeg bl.a. de stauder, som jeg har sukket efter lige siden vi var i Sverige til et bryllup en juni måned. Det var den mest hyggelig lille landsby, hvor  der var masser af “vilde” haver med virkeligt smukke stauder. Bl.a. de store staudevalmuer, som jeg har bestilt:

Se lige hvor fint det ser ud her  – svensk idyl når det er bedst!

Jeg stod længe og bare sugede stemningen til mig ved det her hus 🙂 Jeg har faktisk allerede to af de her valmuer i jorden – en rød og en blå. Den blå købte jeg på en lokal planteskole i samme landsby som huset her. Og den røde fandt jeg på en planteskole herhjemme. Jeg er spændt på at se, om de gør noget væsen af sig denne sommer.

Og ja, nu vil jeg så forsøge mig med at dyrke dem selv, men tænker også, at jeg på et tidspunkt kommer til at dele dem, jeg allerede har, så de kan komme i gang med at formere sig og skabe samme flotte flor, som herover 🙂

Derudover blev der også plads til en blanding af 2-årige og lidt flere stauder:

Fingerbøl – “Dalmatian

Madeiras Stolthed

Ridderspore – “Guardian Blue”

Ridderspore – “Guardian Lavender”

Tudselilje (den kommer til at gøre sig godt i skyggen)

Solhat / Rudbeckia – “Paradiso”

Solhat / Rudbeckia – “Feeling White”

Ja, jeg havde som sagt ikke de store planer om at forspire ret meget her til foråret. Tænkte egentlig, at jeg ville give mig selv en pause fra det store arbejde, som det trods alt er. Det kan også være, at jeg tager den lidt nemmere variant, og blot sår dem i potter udendørs, når frosten er ovre. Så slipper jeg for at have et hav af planter stående indendøre og ikke mindst for at vande og passe dem hele foråret.

Men dejligt med lidt nyt til  haven 🙂

/ Line

Mere buksbom og (endnu) et nyt bed

Ja, det er ikke anlæg af nye bede vi skorter på 😀

Det hele starter som regel med en lille ide eller et pludseligt indkøb af planter. Og således blev et nyt bed også til, da Henrik (som pludselig er blevet bidt af havearbejde!) fik fat i endnu en stak buksbom (gratis mod afhentning). Næsten samtidig med det fik han nys om en onlineauktion ifm. lukningen af et lokalt havecenter. Så før vi fik set os om havde vi købt en sibirisk gran (på godt 2,5 m) og en opstammet cypres.

Cypressen blev således parret med de mange buksbom og den sibiriske gran fik en placering andetsteds.

PS: hvis du undrer dig over temaet i sådan en kold vintermåned, så skrev jeg i december lidt om hvorfor der kommer så mange grønne billeder fra mig her i januar 🙂

Der er sidenhen kommet bedkant til og så har jeg plantet lammeører mellem buksbom og akelejer inde i midten. Derudover er der kommet en masse narcisser og tulipaner i jorden. Mindes også der røg nogle af de store alliumløg i jorden. Vi får se, hvad der dukker op af jorden om nogle måneder 😀

Herunder ser man lidt sammenhængen med resten af haven og bedene:

Bålpladsen skrev jeg om her.

Yderst til højre på billedet herover kan man lige se den sibiriske gran (lige ved rosenporten).

Og ja, her om vinteren gør den ikke meget væsen af sig. Her ser man også tydeligt, at vi stadig har lidt arbejde foran os ift. at få skærmet lidt mere af i de måneder af året, hvor det hele ikke er grønt. Men det er godt på vej og vækst 🙂

/ Line

Stort bed til at dække varmepumpen

I 2016 fik vi skiftet vores oliefyr ud med en varmepumpe. Men til et stort hus skal der også en stor varmepumpe til. Den endte derfor med at være i industriel størrelse. Så selvom vi nu slap for synet af en olietank, så blev den altså erstattet af en stor, hvid klods.

Jeg udtænkte derfor en plan, der hurtigt eskalerede til at blive temmelig stort (jeg dur bare ikke til små planer). Det blev derfor til et bed langs med hele bagsiden af huset, så vi med tiden får etableret et “blikfang”, der forhåbentlig drager mere end “kassen”.

Held i uheld havde jeg bestilt lige rigeligt bøgehæk, da vi plantede hæk i hele baghaven. Der var derfor til starten af en markering af det kommende bed.

En lidt pjusket start tilbage i forsommeren 2016, men om ikke andet en start:

I 2017 fik jeg så bestilt lidt mere bøgehæk, der røg i jorden i forårsmånederne:

Tilbage var nu “bare” en masse gravearbejde, en del fliser, der skulle fjernes og så ellers indlede jagten på de planter, der skulle stå her.

Jeg nåede dog ikke at grave ret meget græstørv væk, før Henrik havde fundet frem til en ordentlig stak buksbom på DBA – gratis mod opgravning og afhentning!

Så afsted med os og fluks hjem i jorden:

Men videre med udgravningen, så der kunne blive plads til et tykt lag flis, så resten af udkrudtet i jorden kunne holdes lidt nede:

Og jeg nåede faktisk at grave resten af bedet ud uden at tage et eneste billede af det (mine arme kunne nok ikke mere). Og jeg fik også flyttet to store hortensiaer, en stak bregner og hostaer samt plantet to laurbærkirsebær. Også uden at tage et eneste billede. Der blev også flyttet en del Iris fra vores bassinområde (som er ved at blive nedlagt – mere om det en anden gang!).

Jeg forventer egentlig et frodigt bed allerede til næste år 🙂

For at kompensere for manglen på billeder, forsøgte jeg lige at tage lidt billeder her i vintersolen. Men den drillede ærligt talt lidt. Men det kan måske give en ide om bedets udformning og indhold. Der er nu alligevel sket en del her på bare to år.

På den anden side af varmepumpen bliver der sat en læskærm op, som både kan give læ men også skærme af fra den anden side. Køn er “jetmotoren” alligevel ikke. Men den luner i huset og er billig i drift!

 

Og nå ja. Min oprindelige plan for bedet blev sat lidt på standby, da jeg pludselig ramte spaden mod noget, der må have været et fundament til gårdens “tidligere liv” med dyrehold og dyrkning af marker. Men ligesom med regnvandsbedet, så må man jo bare arbejde med hvad man har 🙂

I den anden ende af bedet, skal der faktisk ikke være så meget bed – alligevel. Der viste sig at ligge en stor betonflade under de fliser, der var blevet lagt der. En noget ujævn en af slagsen. Vi overvejer stadig om vi skal få den banket op eller blot anlægge en træterrasse ovenpå – efter at have stabiliseret det lidt. Der er faktisk ret fin aftensol lige på den plet.

Opdatering følger!

/ Line

Bålplads til hygge

Vi satte mange ting i gang i foråret 2017. Nok mere end vi selv lige kan huske…men så er det jo godt, at man har bloggen og billederne til at minde en om det 🙂

Vi fik nemlig også sat gang i opbygningen af en bålplads midt i haven. Ret beset startede det med en nedbrydning, da der faktisk allerede var en bålplads her. Men den var mere beregnet til det store Skt. Hans bål end at sidde og hygge med et glas vin og noget snobrød. Og vi er nok mere til det sidste;-)

Som bonus vil det også betyde, at planterne – der står rundt om bålpladsen – er med til at bryde vinden fra vest, hvorfor det også er med til at give mere læ i haven.

Udstyret med det rette grej gik vi i gang med at nedbryde den betonring, der var omkring den oprindelige plads.

Som man måske kan se, så havde jeg allerede plantet til omkring den kommende bålplads. Men planterne nåede altså at ankomme inden vi gik i gang med nedbrydningen – der i øvrigt strakte sig over flere weekender. Der er pænt meget beton og jord her. Og det er tydeligt, at tidligere ejere har brugt bålpladsen til afbrænding af ALT muligt, så der er også en del oprydning ift. at sortere metalrester fra. Vi har simpelthen ikke samvittighed til at køre det hele hen på genbrugspladsen og bare læsse det af ved haveaffald. Det skal gøres ordentligt.

Derfor er vi heller ikke færdig med at grave ud endnu. Vi tager en tørn mere her i foråret 2018, så vi forhåbentlig kan begynde at tænke på noget belægning samt opbygning af en lidt mindre bålplads. Man vil jo helst ikke selv futtes af, når man sidder ved bålet 😉

Når først thujaer og laubærkirsebær skyder godt i vejret, så bliver det en rigtig hyggekrog i læ for vind og vejr 🙂 Og med udsigt til staudebed og hus.

Ja, sådan ser her ud lige nu 🙂

/ Line

Lille update på Bønnebedet

Tilbage i marts 2017 gik jeg i gang med at grave ud til et bed sådan cirka midt i baghaven. Det fik navnet “bønnebedet” pga. dets form. Det skal være starten på en læskærm, der med tiden gerne skulle give lidt mere læ for vestenvinden. Selvom vores bøgehæk er godt i vækst og nok skal gøre sit, så er det alligevel en forholdsvis stor baghave, hvor vinden stadig ville kunne nå at “feje” ned langs træer og hæk og videre igennem haven.

Der går selvfølgelig lidt tid før rødgranen her kan gøre sin del af arbejdet, men nu er der i hvert fald lavet et udgangspunkt 🙂

DSC_1267 1

Jeg fik delt et par stauder og sat i bedet i det tidlige forår, og supplerede i løbet af sommeren med sommerblomster.

img_0581

img_0590

Det er så fedt, når man næsten kan fylde et bed ud alene ved at dele andre planter 🙂 Og ja – rødgranen kommer til at dominere en hel del mere med tiden, end det gør her. Men så må jeg i gang med at flytte på planterne igen til den tid. Synes næsten ikke jeg vil have et bed, hvor de står og råber til hinanden, fordi det “med tiden” vil komme til at nå hinanden.

Det sidste her er fra juni 2017.

img_1858

Jeg har siden fået sat en del mere i jorden, herunder også en del løgplanter. Så jeg glæder mig til, at vi om nogle måneder skal se en masse vintergækker, narcisser, tulipaner og allium. Tror faktisk også der røg en del hyacinter i jorden….kommer helt i tvivl. Jeg havde godt 200 løgplanter, som jeg forsøgte finde plads til i bedene her for et par måneder siden. Det blev lidt uoverskueligt til sidst! 😀

Der følger en opdatering om nogle måneder 😉

/ Line