Forspiring 2018

Jeg havde egentlig ikke de store planer om at forspire i år, men så blev jeg mere end inspireret efter et besøg hos Impecta frøhandels webshop for et par måneder tilbage. Og deres katalog ligger stadig inden for rækkevidde… 😉

Det er nu egentlig også meget fint, at få lidt nyt i jorden. Der er lidt for mange gengangere i haven efterhånden, hvorfor lidt nyt imellem det gamle bliver godt.

I første omgang blev det Lupiner, Røllike, Staudevalmuer, Solhat og Præriekløver, som jeg fik sat i noget muld. Jeg forsøgte mig nu også med Løjtnanshjerte, der efter sigende skulle være nemt at få til at spire. Men indtil videre er der intet sket…

Jeg har også gang i nogle Primula, men de hænger nu også godt i bremsen. Havde ellers frøene i køleskabet…jeg må købe mig til det 🙂

  Lupiner kan man altså altid regne med 🙂

Jeg har også kastet mig over at dyrke staudevalmuer. Om det lykkes, får vi at se. Synes tit det bliver lidt svært med de her små, sarte skud. Det er ikke ligesom lupinerne herover. De er ligesom robuste fra starten af.

Jeg krydser fingre, for de er virkelig smukke, når først de har etableret sig 🙂

I denne weekend skal der gang i næste “hold” forspiring. Det bliver en lidt større omgang end den første. Så må vi se, hvor jeg finder pladsen til det…

Og ja, Dahliaknoldene vil vist også gerne have noget jord, de kan  spirre videre i…og dem er der ca. 20 af…..

#givmigetdrivhus

/ Line

Det pibler frem…

Ja, til trods for vejret, så sker der da alligevel lidt derude 🙂

Jeg har godt nok også fået næsten ondt i nakken af at gå og kigge ned på jorden, hvor jeg har spejdet lææænge efter nogle af de mange løgblomster, jeg satte i efteråret. For med den våde vinter vi har haft, har jeg ærligt talt tvivlet på, om nogen af dem overlevede (ift. råd).

Men heldigvis ser det ud til, at en stor del af dem har valgt at kigge op til overfladen.

Og nej, jeg kan stadig ikke huske, hvad der endte hvor. Noget af det, kan jeg genkende, men resten må være en overraskelse. Nu skal jeg blot vente 4-6 uger mere, før det hele afslører sig 🙂

Ja, det er ikke alt, der er lige nemt at se på billederne. Men nu sagde jeg jo også, at jeg nærmest dagligt står på hovedet i bedene for at holde mandtal 😀

Og ja, vintergækkerne er der som altid. De har dog været hårdt prøvet af det noget omskiftelige vejr – tøvejr, hård frost og masser af sne – hvorfor nogle af blomsterne ser lidt triste ud.

Jeg har en del stående i forhavene i store klumper, men jeg skal vist have flyttet lidt flere om i baghaven i nogle af alle beden, så vi kan få forlænget sæsonen endnu mere 🙂

/ Line

Winter Wonderland i marts

Sikke en dejlig morgen her til morgen 🙂

Det var jeg vist heller ikke den eneste, der bemærkede. Og selvom vi alle hungrer efter noget rigtig forårsvejr og en masse grønt, der skyder op ad jorden, så var det nu alligevel lidt hyggeligt med lidt “dynesne”.

Jeg røg derfor også fluks ud i haven fra morgenstunden og fik fanget lidt af stemningen:

Det klæder de store træer 🙂

Også vores lille “juletræ” (sibirisk gran) havde fået en fin lille dyne på:

Jeg er egentlig ikke så meget for vores troldhassel. Jeg synes faktisk ikke den er køn – hverken med eller uden blade. Det hjalp dog lidt, da jeg fik lidt form på den i sommers, efter at den har vokset lidt vildt i nogle år.

Men lige i dag var den nu ret fin:

Om bare 6-8 uger er vores bøgehække grønne. Det er næsten svært at forestille sig lige i dag:

Og ja, selv hegnet inden i hækken havde fået et fint lag sne 😉

Men nu hvor vinteren har fået lov til at få en lille reprise, så må den godt gå tilbage i hi og lade pladsen vige for lidt varmere temperaturer, så alle mine forårsløg kan fortsætte deres tur op igennem jorden.

Tak 🙂

/ Line