Sydlandske forhold på terrassen

Vi har to større terrasser i haven. Den ene vender mod øst og syd (den er L-formet og runder det ene hushjørne), og den anden vender stik mod nord. Man skulle måske mene, at det ville være den terrasse, der ville være mindst brugt. Men fordi den er forholdsvis stor og er åben mod vest, så får den faktisk en del sol i løbet af dagen, og man kan altid fange en god solplads på solsengen om eftermiddagen.

Og lige nu bliver den brugt ekstra meget, da det er den, vi har lagt de fleste kræfter i ift. “forårsrengøring” indtil videre. Ja, ret beset er det jo stadig forår, selvom det minder om sommer og sydlandske forhold.

Hele istandsættelsen og “rengøringen” startede egentlig med rydningen af de bassiner, vi har haft som en del af terrassen her.

Når det var i fuldt flor, var det egentlig lidt hyggeligt (billedet er fra sommeren 2015):

Men der var bare lange perioder, hvor det så ret trist ud. Og vi passede det ikke rigtig, hvorfor det også blev lidt mere som en mose end et egentligt bassin.

Så ud med det!

Det var et temmelig tungt arbejde, at få gravet det store bassin op og ikke mindst tømt det andet for henholdsvis vand og “mose” (læs: tung beplantning med mange rødder).

Bagefter var der lidt arbejde ift. at få lagt nye sten. Heldigvis havde vi lidt på  lager rundt omkring fra andre steder, hvor vi har haft fjernet dem ifm. andre projekter.

Sidenhen kom der lidt bøgehæk til, så vi på den måde får to grønne vægge, der afslutter terrassen ud mod haven. Vi havde sat en rest i jorden et andet sted i haven, så der var allerede lidt gang i dem, da  kom i jorden. Det er nu meget godt sådan at have et lager af diverse byggemarkedsting rundt omkring på grunden 😀

Men når nu det var på plads, så var der ikke ret mange undskyldninger tilbage for ikke at komme i gang med det helt store arbejde – at få gjort terrassen og muren ren!

Ja, det inviterer ikke ligefrem til hygge…

Men jeg fik gang i algefjerner, højtryksrenser samt en spand murmaling. Og et par slidsomme dage senere, så blev det nu ret så fint!

 

Her er der kommet lidt mere gang i bøgehækken og blåregnen og jeg har fået fyldt lidt mere jord i hullet, hvor det dybe bassin stod. Så nu er der kun tilbage at få sået noget græs, så de sidste “spor” er visket væk 🙂

Skal vi lige tage samme vinkel som herover, men bare spole tiden 6 uger tilbage?

Jeg er specielt glad for det lille ekstra hjørne, som vi fik ud af at fjerne bassinet. Her er gjort plads til mere skyggetålende planter. Men det bedste er, at planterne her i potterne kommer direkte fra egen have og/eller egen forspiring 🙂

Og så er det også et lidt mere pænt “vue” ind mod terrassen, når man står nede i haven 🙂

Nåh ja, det gamle grillbord (som er et køkkenbord fra IKEA) fik også lige en opgradering:

God sommer! 🙂

/ Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *