Akelejer overalt!

Den overskrift kom næsten til at lyde negativ. Men det  var nu ikke sådan ment 🙂 For nu er det jo lidt min egen skyld, at der er så mange akelejer rundt omkring i bedene nu.

Akelejer var faktisk nogle af de første stauder jeg forsøgte mig med ift. at spire dem fra frø. De er nu også ganske taknemmelige, hvad det angår. Så en god “starter-plante”.

Det første år blev det vist bare til tre planter i det hele. Jeg havde selvfølgelig sået mange flere, men der var så meget nyt at lære omkring alt, hvorfor kun tre af dem overlevede. De står der heldigvis stadig den dag i dag.

Akeleje Nora Barlow

“Nora Barlow”

Men med tiden er det så blevet til en del flere, som jeg har spiret fra frø.

“William Guiness”

“Swan Burgundy and white”

“Clementine Salmon Rose”

Den laksefarvede akeleje herover er virkelig smuk. En af dem man bare har lyst til at plukke af til buketter. Men, nu har jeg ikke sååå mange af dem endnu til at jeg vil begynde at plukke af dem. De skal lige have lov til at sprede sig lidt mere. Men de ser godt ud her sammen med bregnerne i regnvandsbedet 🙂

Den fine lyserøde akeleje her har jeg ikke noget navn på. Jeg tog nogle frø fra en plante, der stod lidt klemt op og ned af et træ ude i forhaven, hvor den også var faretruende tæt på at ryge med i græsslåningen. Men nu lever den videre omme i baghaven 🙂

De helt mørkelilla (næsten sorte!) her kender jeg heller ikke navnet på. Mindes dog at min mor kom med en stak fra hendes have, så det er der, de kommer fra.

Den her er jeg heller ikke helt sikker på…det kunne også være en del af samme stak, min mor kom med.

Så nej, det er ikke altid til at hitte ud af de akelejer. Nu er de jo også temmelig utilregnelige, da de gerne krydsbestøver hinanden, hvorfor nye ‘sorter’ dukker frem. Som nu eksempelvis denne her, der vist er en afart af Nora Barlow 😀

Den har ikke helt formen til at være en Nora Barlow. Denne her er mere tragtformet. Men skøn er den 🙂 Jeg synes at kunne se, at denne ‘form’ hører til ‘Winky’ arterne. Hvad det så skal betyde…

Who cares! Bare de er pæne at se på 😀

/ Line