Midlertidigt brændeskur

Inden vinteren rigtig tog fat fik vi heldigvis gjort noget ved vores brændeskur. Det vi havde, var ærligt talt ikke meget værd. Taget bestod af en presenning, der langt fra kunne holde til de mængder vand, som vi fik i sommers og hen over efteråret. Og så var det hullet som en si. Ikke ligefrem en ideel situation, når man vil holde sit brænde tørt.

Det er ikke verdens bedste før-billeder, men eftersom det ikke just var verdens kønneste motiv, så har jeg nok ubevidst undgået at fotografere det siden vi flyttede ind 😀 Men man kan da lige ane presenningen, der skulle udgøre taget…

Skur_før-1 Skur_før-2

Da vi på længere sigt har planer om at bygge et kombineret brænde- og redskabsskur, flisebelagt og det hele, så var intentionen her blot at sikre tørt brænde til denne vinter. Hvis alt går vel, så får vi bygget det andet her i løbet af foråret og sommeren, og kommer altså til at ligge i det område, hvor det gamle skur herover var placeret.

Da det som sagt blot var en midlertidig løsning, fik vi med svigerfars hjælp lavet en konstruktion, hvor vi genbrugte en stor del af skelettet fra det gamle skur og blot tilføjede et nyt tag. Vi valgte endvidere at placere det på den anden side af skuret, så brændet stod i læ for vestenvinden.

Resultatet blev faktisk helt godt særligt til prisen af to tagplader (!):

Skur_progress-1 Skur_progress-2

Det var også helt rart at få ryddet området, hvor det stor før. Foruden skuret var der også et par “møddinger” – dvs. en faldefærdig kompost og et sted, hvor der var blevet dumpet byggeaffald gennem tiden.

Ser man bort fra den algegrønne farve, så blev det som sagt slet ikke så dumt. Lad mig sige det sådan: jeg er gået fra at tænke på det som en midlertidig løsning til at overveje at give det en gang algerens og maling til foråret, så det falder mere i med det gamle skur.

Når engang det nye brændeskur står klar, så kan det her altid blive til cykelskur eller lignende.

Hurra for genbrug! 🙂

Genbrug af lamper

Generelt må man sige, at jeg går ind for genbrug af lamper. Det er ligesom hovedfokus i webshoppen 😉

I det hele taget er der en vis fornøjelse i, at man kan tage noget, der står og samler støv hos andre og give det nyt liv hjemme hos en selv. Jeg har skam lagt mine penge hos store møbelhuse som IKEA, men når jeg kan og synes, at der er et potentiale, så vil jeg hellere end gerne give gamle ting nyt liv.

Vi har flere eksempler på det i huset (et simpelt eks. er billederne, som vi har revet ud af en fotobog), men her er et af de mere enkle: en keramiklampe.

IMG_6944

I udgangspunktet kan jeg faktisk rigtig godt lide glasuren på denne keramiklampe. Men når man bor i et næsten 100 år gammelt hus, så bliver man også nødt til at respektere det i indretningen. Det går bare ikke at gå amok i retrofund og 70’er stil. Det ville falde fuldstændig ved siden af. I stedet forsøger vi at finde et godt miks af gammelt og moderne.

Min plan for den her var derfor ret simpel: give den en gang spraymaling. Jeg havde egentlig tænkt mig at se, om jeg kunne få den til at funkle i guldmaling. Sådan virkelig skinnende guld. Men resultatet blev ærlig talt lidt tamt, hvorfor jeg hurtigt skiftede taktik til den mere sikre: mat sort.

Med en ny skærm fra IKEA samt en ny, funklende hvid ledning (man er vel datter af en elinstallatør), så blev den nu ret fin. Nu har den fået plads i soveværelset på en gammel skænk, der har stået hos min mormor og bedstefar i mange år.

DSC_0558

DSC_0565

Lidt pænere “kradsebræt” til katten…

Uden for vores køkkendør har vi en lille køkkenlåge, der er et levn fra sælger. De havde to små hunde, hvorfor en låge her naturligvis var nødvendigt. Men den er faktisk så lille, at vi nærmest kan skræve hen over den. Og ja, genboens kat ynder at bruge den som “kradsebræt” 😀

Men når den nu er der, så kan den ligeså godt blive der. Det er også med til at adskille indkørsel fra have, og vi får nok også selv hund i fremtiden, hvorfor den vil få en funktion igen.

Men køn. Det er den ikke.

havelåge, før-1 havelåge, før-2

For at holde en lidt mere moderne og nordisk stil valgte vi at male det i en mørkegrå – også kaldet antracitgrå. Og resultatet blev ret godt. Det står meget skarpt op mod det grønne i græsset og hækken.

Havelåge, efter-1 Havelåge, efter-2

Næste stop med malerpenslen er hegnet i baggrunden…helst inden vinen springer for meget ud. Er ikke sikker på, at en gang maling er det bedste for et par sarte, grønne blade… 🙂

Og nå ja, så skal der liiiige ryddes lidt op i de gamle brædder, fliserne skal spules med højtryksrenseren og hækken skal klippes 😉