Stikkelsbær- og rabarbermarmelade

Efter at have høstet et kilo stikkelsbær for godt en uge siden og endnu et halvt kilo i går, så var det efterhånden tid til at få noget ud af alle de bær. Jeg er også ved at have pakket fryseren med rabarber, fra det bugnende bed.

Opskriften skrev derfor næsten sig selv: stikkelsbær- og rabarbermarmelade 🙂

Opskriften var lidt på slump og med inspiration fra diverse opskrifter online. Men her kommer min version, som sikkert kommer i andre varianter, efterhånden som vi får spist os igennem fryseren 🙂

IMG_0490

Følgende giver to glas marmelade af godt 200 ml.:

  • 250 g rabarber skåret i små stykker
  • 250 g. stikkelsbær, renset for stilk og blomst
  • 150-200 g sukker (efter smag)
  • 1 vanillestang
  • 2 tsk geleringspulver
  • Atamon til at skylle glassene i

Fremgangsmåde:

Rabarber og stikkelsbær ryger i gryden sammen med sukker og en flækket vanillestang (tag gerne kornene ud og smid blot stængerne ned også).

Lad det koge godt 30-40 min eller indtil du har den tekstur, som du ønsker. Til denne portion valgte jeg til allersidst at tilføje 2 tsk geleringspulver for at få det til at ‘tykne’ lidt. Meget af vandet var kogt fra, men jeg synes som sagt godt, at det kunne være lidt tykkere.

Kogetiden kan du bruge på at rense glas samt skolde dem i kogende vand. Som en ekstra “sikkerhed” og yderligere konservering (sukkeret er også med til at konservere), så skyld også glassene i en blanding af atamon og varmt vand (følg anvisningerne på flasken). Det kan også udelades. Det er mest beregnet på, at du gerne vil have nogle glas stående i lang tid. Er du meget glad for marmelade eller ofte laver friske portioner, så kan det også fint udelades.

Jeg lod marmeladen køle en anelse af inden jeg hældte det på de stadig varme glas og derefter direkte i køleskabet.

Enjoy! 🙂