Staudebedet på 4. år

For godt et års tid siden lavede jeg en lille status på fremskridtet med det store staudebed i baghaven. Særligt ift. forårsmånederne, hvor det til en start var temmelig bart og tog lang tid om at gøre noget væsen af sig (ift. årstiderne).

Med tiden har jeg fået mere stedsegrønt i bedet samt en del tidligere vækster. Og så har jeg fået en MASSE løgplanter i jorden.

Sidste forår så der sådan her ud i april måned:

Trods alt bedre end udgangspunktet:

Men nu, hvor der er kommet en del mere til, så blev det ganske pænt at se på 🙂 Og jeg var ikke vaks nok med kameraet i april i år ift. at fange samme vinkler. Det gik bare så stærkt derude! Men bare 4 uger senere på sæsonen end ovenstående, så der allerede sådan her ud:

 

Winter Wonderland i marts

Sikke en dejlig morgen her til morgen 🙂

Det var jeg vist heller ikke den eneste, der bemærkede. Og selvom vi alle hungrer efter noget rigtig forårsvejr og en masse grønt, der skyder op ad jorden, så var det nu alligevel lidt hyggeligt med lidt “dynesne”.

Jeg røg derfor også fluks ud i haven fra morgenstunden og fik fanget lidt af stemningen:

Det klæder de store træer 🙂

Også vores lille “juletræ” (sibirisk gran) havde fået en fin lille dyne på:

Jeg er egentlig ikke så meget for vores troldhassel. Jeg synes faktisk ikke den er køn – hverken med eller uden blade. Det hjalp dog lidt, da jeg fik lidt form på den i sommers, efter at den har vokset lidt vildt i nogle år.

Men lige i dag var den nu ret fin:

Om bare 6-8 uger er vores bøgehække grønne. Det er næsten svært at forestille sig lige i dag:

Og ja, selv hegnet inden i hækken havde fået et fint lag sne 😉

Men nu hvor vinteren har fået lov til at få en lille reprise, så må den godt gå tilbage i hi og lade pladsen vige for lidt varmere temperaturer, så alle mine forårsløg kan fortsætte deres tur op igennem jorden.

Tak 🙂

/ Line

Mere buksbom og (endnu) et nyt bed

Ja, det er ikke anlæg af nye bede vi skorter på 😀

Det hele starter som regel med en lille ide eller et pludseligt indkøb af planter. Og således blev et nyt bed også til, da Henrik (som pludselig er blevet bidt af havearbejde!) fik fat i endnu en stak buksbom (gratis mod afhentning). Næsten samtidig med det fik han nys om en onlineauktion ifm. lukningen af et lokalt havecenter. Så før vi fik set os om havde vi købt en sibirisk gran (på godt 2,5 m) og en opstammet cypres.

Cypressen blev således parret med de mange buksbom og den sibiriske gran fik en placering andetsteds.

PS: hvis du undrer dig over temaet i sådan en kold vintermåned, så skrev jeg i december lidt om hvorfor der kommer så mange grønne billeder fra mig her i januar 🙂

Der er sidenhen kommet bedkant til og så har jeg plantet lammeører mellem buksbom og akelejer inde i midten. Derudover er der kommet en masse narcisser og tulipaner i jorden. Mindes også der røg nogle af de store alliumløg i jorden. Vi får se, hvad der dukker op af jorden om nogle måneder 😀

Herunder ser man lidt sammenhængen med resten af haven og bedene:

Bålpladsen skrev jeg om her.

Yderst til højre på billedet herover kan man lige se den sibiriske gran (lige ved rosenporten).

Og ja, her om vinteren gør den ikke meget væsen af sig. Her ser man også tydeligt, at vi stadig har lidt arbejde foran os ift. at få skærmet lidt mere af i de måneder af året, hvor det hele ikke er grønt. Men det er godt på vej og vækst 🙂

/ Line

Stort bed til at dække varmepumpen

I 2016 fik vi skiftet vores oliefyr ud med en varmepumpe. Men til et stort hus skal der også en stor varmepumpe til. Den endte derfor med at være i industriel størrelse. Så selvom vi nu slap for synet af en olietank, så blev den altså erstattet af en stor, hvid klods.

Jeg udtænkte derfor en plan, der hurtigt eskalerede til at blive temmelig stort (jeg dur bare ikke til små planer). Det blev derfor til et bed langs med hele bagsiden af huset, så vi med tiden får etableret et “blikfang”, der forhåbentlig drager mere end “kassen”.

Held i uheld havde jeg bestilt lige rigeligt bøgehæk, da vi plantede hæk i hele baghaven. Der var derfor til starten af en markering af det kommende bed.

En lidt pjusket start tilbage i forsommeren 2016, men om ikke andet en start:

I 2017 fik jeg så bestilt lidt mere bøgehæk, der røg i jorden i forårsmånederne:

Tilbage var nu “bare” en masse gravearbejde, en del fliser, der skulle fjernes og så ellers indlede jagten på de planter, der skulle stå her.

Jeg nåede dog ikke at grave ret meget græstørv væk, før Henrik havde fundet frem til en ordentlig stak buksbom på DBA – gratis mod opgravning og afhentning!

Så afsted med os og fluks hjem i jorden:

Men videre med udgravningen, så der kunne blive plads til et tykt lag flis, så resten af udkrudtet i jorden kunne holdes lidt nede:

Og jeg nåede faktisk at grave resten af bedet ud uden at tage et eneste billede af det (mine arme kunne nok ikke mere). Og jeg fik også flyttet to store hortensiaer, en stak bregner og hostaer samt plantet to laurbærkirsebær. Også uden at tage et eneste billede. Der blev også flyttet en del Iris fra vores bassinområde (som er ved at blive nedlagt – mere om det en anden gang!).

Jeg forventer egentlig et frodigt bed allerede til næste år 🙂

For at kompensere for manglen på billeder, forsøgte jeg lige at tage lidt billeder her i vintersolen. Men den drillede ærligt talt lidt. Men det kan måske give en ide om bedets udformning og indhold. Der er nu alligevel sket en del her på bare to år.

På den anden side af varmepumpen bliver der sat en læskærm op, som både kan give læ men også skærme af fra den anden side. Køn er “jetmotoren” alligevel ikke. Men den luner i huset og er billig i drift!

 

Og nå ja. Min oprindelige plan for bedet blev sat lidt på standby, da jeg pludselig ramte spaden mod noget, der må have været et fundament til gårdens “tidligere liv” med dyrehold og dyrkning af marker. Men ligesom med regnvandsbedet, så må man jo bare arbejde med hvad man har 🙂

I den anden ende af bedet, skal der faktisk ikke være så meget bed – alligevel. Der viste sig at ligge en stor betonflade under de fliser, der var blevet lagt der. En noget ujævn en af slagsen. Vi overvejer stadig om vi skal få den banket op eller blot anlægge en træterrasse ovenpå – efter at have stabiliseret det lidt. Der er faktisk ret fin aftensol lige på den plet.

Opdatering følger!

/ Line

Et nyt bed på vej

Sidste år ærgrede jeg mig en del over den pokkers vestenvind. Den knækkede halsen på mange af mine blomster. Generelt er der meget vind i vores have, og det er til trods for, at vi er omringet af store træer. Men der er så mange åbne områder, at vinden fejer ned langs træerne og hen over græsset. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre noget ved.

Jeg har været på besøg i en lokal have ved et “åben have” arrangement. Og her blev jeg svært misundelig på den frodighed, der var, samt ro og stilhed til trods for at vinden blæste godt igennem. Og den helt simple årsag var jo egentlig blot, at de gennem årene havde fået skabt en masse små oaser og solpletter i haven – godt flankeret af kraftige, stedsegrønne buske og store træer.

Så det måtte jeg jo forsøge at kopiere 🙂

Jeg fik udset mig en plet, der med en buet form kunne fange til dels vinden fra vest og dels fra syd. Det blev til en bønneform og dermed også navnet på det nye bed – Bønnebedet 🙂

IMG_0238

IMG_0243

Ja, til at begynde med fik jeg kun gravet delvist ud. Trætheden overtog!

DSC_1264

Bagerst i billedet kan man også lige fornemme et andet bed, der ligeledes gerne skulle give lidt mere læ med tiden. Der er dog ikke meget at se lige nu, men mindes at jeg puttede en masse i jorden, så lad os se om et par måneder 😉

DSC_1267 1

DSC_1269 1

Det er i sin yderst spæde start, og jeg har kun fået plantet ganske få ting, som jeg har bestilt hjem. Med tiden bliver de gode læhegn 🙂

Jeg har dog, som man måske kan se, allerede været ude med spaden og delt et par stauder, så der dermed kan være lidt liv i bedet allerede i år. Jeg har også udset mig et par stauder mere, der nok kan tåle en tur med spaden også. Men de får lov at vente lidt, da jeg lige skal se, hvor meget de er i vækst i år. Og ja, så er der selvfølgelig en masse forspiring på vej. Det skal nok blive fyldt ud.