Endelig en entre, hvor man tør byde velkommen!

Stort set lige siden vi flyttede ind, har vi måttet leve med en halvfærdig entre. Det skrev jeg lidt om her for en måneds tid siden, men her kommer et lidt længere indlæg om overvejelser, og ikke mindst hvad vi måtte igennem 😀

Det hele trak nemlig lidt i langdrag. For i forbindelse med renovering af spisestuen, havde vi en håndværker til kortvarigt at gå i gang med entreen også. Denne del gik dog, af flere årsager, lidt i stå igen. Vi har derfor måttet leve med en temmelig faldefærdig entre, hvor de afskallede vægge konkurrerede med loftet, der truede med at falde ned i hovederne på os. Lig dertil et rodet fyrrum, hvor det larmende oliefyr stod…suk!

IMG_8787

IMG_8792

IMG_8797

Men i vinteren fik vi endelig lagt en plan for, hvad der skulle ske med det hele. Det involverede nemlig ikke kun en renovering af gangen og fyrrummet, men også en overvejning i forhold til hvilken energikilde, vi ville skifte oliefyret ud med.

Efter at have hørt på mange kloge hoveder (og sælgere!), samt ikke mindst timevis af research på nettet, valgte vi i sidste ende at gå med en luftpumpe (luft til vand), som laver varmt vand til gulv/radiatorer og brugsvand ud af varmen i luften udenfor. Den kan faktisk lave varme selv i frostvejr! Jeg forstår ikke hvordan, jeg er bare tilfreds, hvis det virker 😀

Og så er der sikkert nogen, der straks ville sige at noget andet havde været et meget bedre valg. Og tro mig, vi har hørt på mange forslag, hvor det ene er “meget bedre end det andet”. En varmepumpe var det rigtige for os. Slut. 🙂

Men det betød også, at stort set hele entreen og fyrrummet skulle skrælles, og der skulle graves en halv meters penge ned, for at der kunne føres rør ind fra udedelene af pumpen til indedelen i det nye vaske- og fyrrum.

IMG_9053

IMG_9056

IMG_9074

IMG_9077

De nææsten færdige billeder har jeg som sagt vist for en måneds tid siden, men for gensynets skyld kommer de lige her igen:

IMG_0183

IMG_0187

I weekenden fik jeg så endelig taget mig sammen til at få hængt billeder, spejl og knager op. Jeg har egentlig haft det liggende/stående længe, men stadig gået og overvejet det hele lidt.

IMG_0492

IMG_0491

IMG_0482

Jeg er faktisk ganske godt tilfreds med resultatet 🙂

Gallerivæggen er ikke helt færdig endnu. Jeg har også stadig et par andre småting, som jeg gerne vil have hængt op. Og så er en gallerivæg jo aldrig helt færdig. Billeder roterer og bliver skiftet ud med tiden. Det er jo hele pointen med den 🙂

Vi  mangler dog stadig en ny hoveddør (den er der lang leveringstid på), og den kokosmåtte, som skulle ligge foran døren, den er der tilsyneladende også lange udsigter til!! Her kan jeg blot tilføje, at jeg IKKE kan anbefale dintaeppekaede.dk.! Jeg burde have vidst bedre og tjekket dem ud inden jeg købte, for hold nu op de får dårlige anmeldelser online. Folk mister penge og får dårlige varer tilsendt. Efter tre uger har jeg ikke set skyggen af en kokosmåtte, selvom det bliver ved med at love, at den er liiiige på trapperne. Jeg beder bare en stille bøn om at få mine penge retur (som de HAR fået), så jeg kan tage dem et andet sted hen.

Men taget i betragtning af hvor meget vi har været igennem for at nå hertil, så skal der mere end en luset onlinebutik til at fjerne min begejstring over vores entre 🙂

/ Line

Næsten færdig entre

Nu varer det forhåbentlig ikke længen inden vi kan sige, at vi er HELT færdige med entreen.

Det har været lidt af en sejtrækker, der, så vidt jeg husker, startede tilbage i januar. Teknisk set startede den allerede i marts sidste år, da vi flyttede ind, hvor vi gik igang med entreen, men gik i stå af flere årsager. Derfor har vi måttet leve med nedenstående byggerod siden da…

IMG_8792

Ja, man kan vænne sig til meget. Der er som sagt flere årsager til, at vi ikke kom igang med renoveringen før nu, men dem vil jeg ikke kede jer med. Jeg vil i stedet sige…

TA-DAAAA!!!

IMG_0183

Med de to billeder ved siden af hinanden, så forstår man jo ikke, hvordan vi har kunnet leve med afskallede vægge, skæve klinker på gulvet og et loft, der truede med at vælte ned i hovedet på os. Og nåh ja, en dybfryser af et gulv, som man ikke gik på bare tæer henover. Med mindre man er fan af forfrysninger. Det var seriøst koldt.

Men det er der rådet bod på nu! Varmen siver nu ligeså stille op nede fra gulvet 🙂

Der mangler en masse indretning endnu, men det skal nok komme. Nu skal vi lige leve lidt i rummet og dermed få en bedre fornemmelse for, hvad præcist vi har brug for og hvor. Det er jo et langt og smalt rum, hvorfor vi ikke bare kan smække en stumtjener op ej heller en lang række skostativer. Vi har jo kun én indgang til huset, hvorfor den både skal fungere til hverdag og når der kommer gæster.

Indtil videre har vi blot sat lidt midlertidige møbler derud, som også sagtens kunne blive mere permanente. Det kommer lidt an på, hvordan det passer ind med resten. Men det er jo den sjove del 😉

På den mere “funktionelle” to-do-liste mangler vi stadig at få sat en ny hoveddør i og så få bestilt en stor kokosmåtte til hullet i gulvet.

IMG_0187

Det er som om en ny entre bare kalder på en ny hoveddør 🙂

Og ja, så er jagten på den gode kombi af billeder gået ind, så langsiden kan blive dekoreret lidt. En af billederne er nu allerede fundet, det er denne lille fyr af Rikke Jakobsen.

rikkejacobsen

Så skal resten bare fyldes ud….

IMG_0185

Genbrug af lamper

Generelt må man sige, at jeg går ind for genbrug af lamper. Det er ligesom hovedfokus i webshoppen 😉

I det hele taget er der en vis fornøjelse i, at man kan tage noget, der står og samler støv hos andre og give det nyt liv hjemme hos en selv. Jeg har skam lagt mine penge hos store møbelhuse som IKEA, men når jeg kan og synes, at der er et potentiale, så vil jeg hellere end gerne give gamle ting nyt liv.

Vi har flere eksempler på det i huset (et simpelt eks. er billederne, som vi har revet ud af en fotobog), men her er et af de mere enkle: en keramiklampe.

IMG_6944

I udgangspunktet kan jeg faktisk rigtig godt lide glasuren på denne keramiklampe. Men når man bor i et næsten 100 år gammelt hus, så bliver man også nødt til at respektere det i indretningen. Det går bare ikke at gå amok i retrofund og 70’er stil. Det ville falde fuldstændig ved siden af. I stedet forsøger vi at finde et godt miks af gammelt og moderne.

Min plan for den her var derfor ret simpel: give den en gang spraymaling. Jeg havde egentlig tænkt mig at se, om jeg kunne få den til at funkle i guldmaling. Sådan virkelig skinnende guld. Men resultatet blev ærlig talt lidt tamt, hvorfor jeg hurtigt skiftede taktik til den mere sikre: mat sort.

Med en ny skærm fra IKEA samt en ny, funklende hvid ledning (man er vel datter af en elinstallatør), så blev den nu ret fin. Nu har den fået plads i soveværelset på en gammel skænk, der har stået hos min mormor og bedstefar i mange år.

DSC_0558

DSC_0565

Lys over bordet med gamle industrilamper

gamle-industrilamper-marienhoffliving

Og der var lys! Og i rette tide. Det begynder at være mørkt derude, og hvis vi vil have en chance for at se, hvad vi spiser, så var det vist på tide at få vores eget sæt industrilamper op over bordet 🙂

Husk at du kan købe lignende i shoppen.

I det hele taget rart at få de sidste detaljer på plads i spisestuen. I den anden ende af rummet er der dog stadig lidt tomt. Vi er på jagt efter et par gode lænestole, så vi kan bruge den del af spisestuen til at koble af før og efter aftensmaden. Når det er hverdag og bare os, så er det ligeså hyggeligt at sidde her fremfor at rykke ind i den store stue (for slet ikke at tale om at varme den op!). Her har vi både brændeovn og TV og ikke mindst fint med plads.

Nu er det jo også det nyeste rum, så det gør det også lidt sjovere at være her 😉

Man taler meget om Nordic Style og at det skal være meget lyst. Men jeg har nu også hørt om en anden nordisk stil – den mere mørke. Og det er nok (bevidst eller ubevidst) den stil, som vi selv går efter. Med vinduer mod både øst og syd er der ikke mangel på lys her, hvorfor det også bedre kan lade sig gøre, at vælge de lidt mere tunge farver. Det er jo ikke fordi den lyse, nordiske stil ikke tiltaler os, men der er nu noget varmt, hyggeligt og fedt ved den mere rå og mørke stil.

Lige her synes jeg selv at den er lige i skabet 🙂