Lavendler, lavendler, lavendler

Jeg har i et stykke tid haft et halvt øje til lavendler. Jeg ved, at der var tre af dem i staudebedet, da vi flyttede ind. Men under sidste års oprydning i bedet, en måned efter vi var flyttet ind, var jeg lige lidt for grundig (læs: ivrig), hvorfor jeg også flåede “de der tørre kviste” op ad jorden. Det var så lavendler… 😀

I løbet af denne sommer er jeg så virkelig begyndt at lægge mærke til dem rundt omkring, og er derfor også begyndt at blive en kende misundelig over haver med lavendler. De tåler stærk sol, udtørring og er ikke så krævende i forhold til hvilken jord, de bliver sat i.

Og sådan et bed har vi!

Det er det bed, som jeg startede på sidste år, og som senere udviklede sig med stauder tidligere på året i år. Jeg har indtil videre kaldt det stikkelsbærbedet, da der stod en enkelt stikkelsbærbusk her. Originalt, ikke?

Skyggebedet_august15

Bedet er som sagt udsat for solen det meste af dagen, og i den del, der vender ud mod haven, er jorden lidt sandet og har derfor også svært ved at holde på vandet. Perfekt til lavendler, siger de kloge 🙂

Her er udvidelsen af bedet fra i år:

Skyggebed_maj16-3

Og bortset fra det frodige grønne, så kan man her næsten se, hvordan tørken har sat ind og gjort jorden hård:

DSC_1125

Hele sommeren igennem har jeg forsøgt at holde liv i planterne i dette bed, men der skulle en del vand til. Jeg har sidenhen smidt en del flisbark ud imellem planterne bagerst i bedet, for at holde lidt på vandet (og mindske ukrudtet).

IMG_0103

Men nu gider jeg ikke vande mere! Så der skal lidt mere hårdføre planter til. Og nu hvor stikkelsbærbusken har holdt flyttedag ned i frugthaven, så var der en anledning til at flytte lidt rundt og tilføje noget nyt: lavendler!

IMG_0863

IMG_0838

 

Sorten, jeg har købt, hedder Lavandula Angustifolia, og er en af de mere kompakte sorter. Den bliver ikke så stor, men til gengæld meget tæt. Den er (heldigvis) vinterhårdfør – noget jeg ikke fik tjekket op på inden jeg købte en hel bakke. Troede ikke der var nogen forskel 😀

Men det var nu et meget godt køb alligevel. Fik en hel bakke (11 stk) for 150,- Jeg går faktisk og overvejer, om jeg skal købe en bakke mere, næste gang jeg er på markedet. Man kunne jo være heldig, at de stadig havde nogen…

Den skarpe læser har også bemærket, at jeg har fået en bedkant rundt om bedet. Den har jeg i virkeligheden bare tyvstjålet fra ‘naboen’: et bed, som forhåbentlig ryger til foråret næste år. Det er et vildtvoksende træ, der får SÅ mange rodskud. Og så er den voldsomt angrebet af skvalderkål, og det skal bare dø!

IMG_0840

Det er da noget andet end det her sørgelige syn, der er fra vores første måneder i huset… 🙂

Skyggebed_før