Forspiring 2018

Jeg havde egentlig ikke de store planer om at forspire i år, men så blev jeg mere end inspireret efter et besøg hos Impecta frøhandels webshop for et par måneder tilbage. Og deres katalog ligger stadig inden for rækkevidde… 😉

Det er nu egentlig også meget fint, at få lidt nyt i jorden. Der er lidt for mange gengangere i haven efterhånden, hvorfor lidt nyt imellem det gamle bliver godt.

I første omgang blev det Lupiner, Røllike, Staudevalmuer, Solhat og Præriekløver, som jeg fik sat i noget muld. Jeg forsøgte mig nu også med Løjtnanshjerte, der efter sigende skulle være nemt at få til at spire. Men indtil videre er der intet sket…

Jeg har også gang i nogle Primula, men de hænger nu også godt i bremsen. Havde ellers frøene i køleskabet…jeg må købe mig til det 🙂

  Lupiner kan man altså altid regne med 🙂

Jeg har også kastet mig over at dyrke staudevalmuer. Om det lykkes, får vi at se. Synes tit det bliver lidt svært med de her små, sarte skud. Det er ikke ligesom lupinerne herover. De er ligesom robuste fra starten af.

Jeg krydser fingre, for de er virkelig smukke, når først de har etableret sig 🙂

I denne weekend skal der gang i næste “hold” forspiring. Det bliver en lidt større omgang end den første. Så må vi se, hvor jeg finder pladsen til det…

Og ja, Dahliaknoldene vil vist også gerne have noget jord, de kan  spirre videre i…og dem er der ca. 20 af…..

#givmigetdrivhus

/ Line

Flere frø til samlingen…

Jeg er blevet bidt af et havemonster. Jeg ved ikke hvad der kommer over mig, når det gælder haveprojekter. I mange år har jeg bare haft et par altankasser og måske et par krukker at se til, men det er som om, at der har været et “havemonster” gemt inde i mig, som nu får afløb for flere års frustrationer over ikke at kunne få nok jord under neglene 😀

Det giver mig et frirum, hvor mit daglige arbejde med online marketing og kommunikation bliver sat lidt på hold, og jeg i stedet rykker ud i den virkelige verden for en stund.

Og så er der bare noget fedt ved at skabe noget fysisk. At putte et lillebitte frø ned i noget jord for derefter at se det spire og til sidst vokse sig kæmpe stor. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan lade sig gøre.

Det er derfor ikke så sjældent, at jeg forvilder mig ind på diverse frø- og planteshops. Førstenævnte, altså frøene, har jeg derfor også lige købt en stak mere af. Det er en lidt mere spiselig udgift end færdige planter, til gengæld går der også noget længere tid, førend jeg får resultaterne at se. Derfor bliver det både til frø og færdigkøb, når jeg går shop-amok.

Nyeste sending, der er på vej fra Albinus Frø, og som snart skal forspires (ihvertfald de fleste af dem), er denne fine samling af såvel sommerblomster som stauder:

sommerblomster stauder

Blomsterne er, fra venstre mod højre og ned, som følger:

  1. Akeleje, William Guiness
  2. Nellike, Velvet ‘n Lace
  3. “Drumsticks”
  4. Solsikke, Floristan
  5. Frøkenhat, Queen Red Lime
  6. Frøkenhat, Peppermint Stick
  7. Kugle primula, Cashmerian Ruby
  8. Stokrose, Chater’s Rose
  9. Torskemund, Purpur Mix
  10. Ridderspore, Black Knight

Jeg har som sådan ikke noget “system” i hvilke planter og frø, som jeg bestiller. Der er ikke nogen overordnet plan. Jeg har et par ideer i hovedet, men jeg vælger først og fremmest ud fra hvad jeg synes er sjovt, spændende, anderledes, nemt, flerårigt, osv. Der må gerne være en masse i haven, som man “undres” over, som er lidt sjovt og ikke for “afpudset”. Det passer nok meget til min personlighed. Herhjemme bliver jeg også kaldt for en “mobasse” 😉 Så kan man så selv vurdere, hvad dét er for en person…

Og ja, så længe vi har så meget uopdyrket have, som vi har, så går der vist lidt endnu før end at det bliver “for meget” 😉