Staudebedet på 4. år

For godt et års tid siden lavede jeg en lille status på fremskridtet med det store staudebed i baghaven. Særligt ift. forårsmånederne, hvor det til en start var temmelig bart og tog lang tid om at gøre noget væsen af sig (ift. årstiderne).

Med tiden har jeg fået mere stedsegrønt i bedet samt en del tidligere vækster. Og så har jeg fået en MASSE løgplanter i jorden.

Sidste forår så der sådan her ud i april måned:

Trods alt bedre end udgangspunktet:

Men nu, hvor der er kommet en del mere til, så blev det ganske pænt at se på 🙂 Og jeg var ikke vaks nok med kameraet i april i år ift. at fange samme vinkler. Det gik bare så stærkt derude! Men bare 4 uger senere på sæsonen end ovenstående, så der allerede sådan her ud:

 

Foråret presser på

… og heldigvis for det! Når man ser på billeder fra sidste år, så er vi godt 14 dage bagefter. Men der er heldigvis meget godt på vej op, som er med til at sætte lidt kulør på haven.

Det bliver så trist med alt det brune og grønne.

De to her var en kærkommen overraskelse. Vi har ingen anemoner i haven, men efter at have ‘importeret’ et par bregner fra min fars have (der ligger lige op til en skov), så er der dukket hvide anemoner op i bedene. Flere af dem, tak! Og den blå, som er en Stor Snepryd, har jeg set i indtil flere af de omkringliggende haver. Og nu er den også kommet til vores 🙂

Jeg var også på rov i det lokale plantecenter sidste weekend. De havde lidt narcisser, de ville af med. Og her i haven er der altid plads til et par ekstra Tete á Tete 🙂

Denne her var jeg ekstra glad for at se. Det er en blå staudevalmue, som jeg købte på et plantecenter i en lille landsby i Sverige sidste år. Den og en Astrid Lindgren rose er to af mange gode minder fra en hel weekend med bryllup og festivitas hos nogle gode venner 🙂

Tusindtoppen her er altid en vinder, når det handler om at få farve i staudebedet.

Snart får vi endnu flere farver, når først narcisserne får kæmpet sig op i fuld højde. De står i hvert fald i kø for at komme til.

Missionen om at strække sæsonen og få den til at starte tidligere er så småt i gang 🙂

Og så er der heldigvis også masser af rabarber på vej op. Det bliver godt med tærter og marmelade 😉

Og pludselig var der Dorothealiljer

Det er altid dejligt med overraskelser i haven. I hvert fald næsten hver gang 😉

Der dukkede nemlig pludselig nogle vintergæk-lignende forårsblomster op rundt om roden på en Kongebregne, som jeg købte for snart 3 år siden til et lokalt “Åben have” arrangement.

Dorothea liljer

Det viste sig så at være Dorothealiljer. De må have ligget på lur i jorden og blot ventet på de rette forhold. Det var det så i år. De må meget gerne sprede sig!

🙂

Forspiring 2018

Jeg havde egentlig ikke de store planer om at forspire i år, men så blev jeg mere end inspireret efter et besøg hos Impecta frøhandels webshop for et par måneder tilbage. Og deres katalog ligger stadig inden for rækkevidde… 😉

Det er nu egentlig også meget fint, at få lidt nyt i jorden. Der er lidt for mange gengangere i haven efterhånden, hvorfor lidt nyt imellem det gamle bliver godt.

I første omgang blev det Lupiner, Røllike, Staudevalmuer, Solhat og Præriekløver, som jeg fik sat i noget muld. Jeg forsøgte mig nu også med Løjtnanshjerte, der efter sigende skulle være nemt at få til at spire. Men indtil videre er der intet sket…

Jeg har også gang i nogle Primula, men de hænger nu også godt i bremsen. Havde ellers frøene i køleskabet…jeg må købe mig til det 🙂

  Lupiner kan man altså altid regne med 🙂

Jeg har også kastet mig over at dyrke staudevalmuer. Om det lykkes, får vi at se. Synes tit det bliver lidt svært med de her små, sarte skud. Det er ikke ligesom lupinerne herover. De er ligesom robuste fra starten af.

Jeg krydser fingre, for de er virkelig smukke, når først de har etableret sig 🙂

I denne weekend skal der gang i næste “hold” forspiring. Det bliver en lidt større omgang end den første. Så må vi se, hvor jeg finder pladsen til det…

Og ja, Dahliaknoldene vil vist også gerne have noget jord, de kan  spirre videre i…og dem er der ca. 20 af…..

#givmigetdrivhus

/ Line

Det pibler frem…

Ja, til trods for vejret, så sker der da alligevel lidt derude 🙂

Jeg har godt nok også fået næsten ondt i nakken af at gå og kigge ned på jorden, hvor jeg har spejdet lææænge efter nogle af de mange løgblomster, jeg satte i efteråret. For med den våde vinter vi har haft, har jeg ærligt talt tvivlet på, om nogen af dem overlevede (ift. råd).

Men heldigvis ser det ud til, at en stor del af dem har valgt at kigge op til overfladen.

Og nej, jeg kan stadig ikke huske, hvad der endte hvor. Noget af det, kan jeg genkende, men resten må være en overraskelse. Nu skal jeg blot vente 4-6 uger mere, før det hele afslører sig 🙂

Ja, det er ikke alt, der er lige nemt at se på billederne. Men nu sagde jeg jo også, at jeg nærmest dagligt står på hovedet i bedene for at holde mandtal 😀

Og ja, vintergækkerne er der som altid. De har dog været hårdt prøvet af det noget omskiftelige vejr – tøvejr, hård frost og masser af sne – hvorfor nogle af blomsterne ser lidt triste ud.

Jeg har en del stående i forhavene i store klumper, men jeg skal vist have flyttet lidt flere om i baghaven i nogle af alle beden, så vi kan få forlænget sæsonen endnu mere 🙂

/ Line