Forspiring – nu må foråret godt komme!

Da vi flyttede ind i huset i marts sidste år, der var der selvsagt mange ting at gå i gang med. Derfor var haven og planter til denne ikke øverst på listen. Omvendt var det noget af det, som vi umiddelbart selv kunne gå i gang med, når nu vi ikke selv havde de rgitige hænder skruet på til at tackle husprojekter. Alligevel kom jeg lidt sent i gang med at tænke i egentlig have og dermed hvad der skulle plantes ud. Nok mest fordi vi ikke vidste, hvad der allerede var i haven (det var dårligt sprunget ud på det tidspunkt), men også fordi det var en kende overvældende at gå fra en altankasse til 3300 kvm have…

Forspiring – en nem vej til mange blomster, billigt!

Men i år skal det være anderledes og i “afmagt” over den dybfryser af en vinter, som vi har haft i en periode, så er jeg begyndt at kaste lange blikke ud af vinduerne og drømmer om det ene haveprojekt efter det andet. Nogle noget dyrere end andre. Men én ting, som vi kan kaste os over (og forholdsvis billigt) er blomster til haven – gerne stauder, så vi ikke skal forspire hundrede planter hvert år. Med den størrelse have så kommer man ikke langt med 10-20 planter. Dertil kommer, at der nok bliver anlagt et par bede mere – både for at have noget at se på, men også for at bryde haven lidt mere, der lige nu har meget store græsarealer (hvoraf det meste faktisk er mos).

Jeg har derfor samlet alle frø sammen – både dem fra sidste år (og dem, som jeg “høstede” i haven) samt de mange nye, som jeg lige har købt, og så er jeg gået i planlægningsmode. Komplet med tegninger og det hele.

Forspiring 2016-3 Forspiring 2016-5

Forspiring af stauder i februar

Mange af dem skal først forspires fra marts, men enkelte af dem er allerede i gang nu. Det er de to stauder, som jeg har købt frø til. Håbet er, at de med den tidlige forspiring også kan give blomster i år. Ellers kommer de jo normalt først i år to. Her er det Studenternelliker og Nellikerod, der ligeså forsigtigt titter frem. Studenternellikerne er ikke helt tilfredse med tilværelsen, men jeg krydser finger for, at de bliver lidt mere robuste inden for de næste par uger.

Forspiring 2016-2 Forspiring 2016-1

Når engang de er blevet mere robuste og kommer i jorden, så giver det et skønt bunddække med deres blade og ikke mindst farverige blomster år efter år. Sidste år nåede jeg at få et par enkelte blomster ud af et par Nellikerod, som jeg trods alt nåede at forspire. Så må vi se i år, hvor langt de når.

Men imens de står og spirer indendørs de næste par måneder, så må fokus unægteligt være på at skabe plads til dem alle udenfor. Noget af det ender i kummer og plantekasser, men en stor del af det skulle gerne ende i et bed. Et eller andet sted….der er kun én ting at gøre: frem med spaden!