Næsten færdig entre

Nu varer det forhåbentlig ikke længen inden vi kan sige, at vi er HELT færdige med entreen.

Det har været lidt af en sejtrækker, der, så vidt jeg husker, startede tilbage i januar. Teknisk set startede den allerede i marts sidste år, da vi flyttede ind, hvor vi gik igang med entreen, men gik i stå af flere årsager. Derfor har vi måttet leve med nedenstående byggerod siden da…

IMG_8792

Ja, man kan vænne sig til meget. Der er som sagt flere årsager til, at vi ikke kom igang med renoveringen før nu, men dem vil jeg ikke kede jer med. Jeg vil i stedet sige…

TA-DAAAA!!!

IMG_0183

Med de to billeder ved siden af hinanden, så forstår man jo ikke, hvordan vi har kunnet leve med afskallede vægge, skæve klinker på gulvet og et loft, der truede med at vælte ned i hovedet på os. Og nåh ja, en dybfryser af et gulv, som man ikke gik på bare tæer henover. Med mindre man er fan af forfrysninger. Det var seriøst koldt.

Men det er der rådet bod på nu! Varmen siver nu ligeså stille op nede fra gulvet 🙂

Der mangler en masse indretning endnu, men det skal nok komme. Nu skal vi lige leve lidt i rummet og dermed få en bedre fornemmelse for, hvad præcist vi har brug for og hvor. Det er jo et langt og smalt rum, hvorfor vi ikke bare kan smække en stumtjener op ej heller en lang række skostativer. Vi har jo kun én indgang til huset, hvorfor den både skal fungere til hverdag og når der kommer gæster.

Indtil videre har vi blot sat lidt midlertidige møbler derud, som også sagtens kunne blive mere permanente. Det kommer lidt an på, hvordan det passer ind med resten. Men det er jo den sjove del 😉

På den mere “funktionelle” to-do-liste mangler vi stadig at få sat en ny hoveddør i og så få bestilt en stor kokosmåtte til hullet i gulvet.

IMG_0187

Det er som om en ny entre bare kalder på en ny hoveddør 🙂

Og ja, så er jagten på den gode kombi af billeder gået ind, så langsiden kan blive dekoreret lidt. En af billederne er nu allerede fundet, det er denne lille fyr af Rikke Jakobsen.

rikkejacobsen

Så skal resten bare fyldes ud….

IMG_0185

Indretning af entre

Imens vi venter på at håndværkerne går i gang, bruger jeg en del tid på Pinterest, hvor jeg drømmer om indretning af entre.

Husets størrelse taget i betragtning, så er det ikke ligefrem en kæmpe stor entre. Og da det er husets eneste reelle indgang (vi har også en køkkendør, men den går direkte ind i køkkenet og er derfor ikke god til mudrede sko og våde jakker), så skal den rumme mange funktioner. I forbindelse med entreen, og som en del af vores kommende renoveringsprojekt, så skal vores fyrrum/vaskerum også have en gennemgribende renovering. Det får nu mere funktion af et bryggers, dog uden egen indgang.

Udgangspunkt for hele renoveringen er vores varmekilde, der står inde midt i huset i vores kombinerede vaskerum/fyrrum. Vi kører på oliefyr lige nu, men da det ikke just er en langsigtet løsning (slet ikke fordi fyret er en oldsag i sig selv), og fordi det LARMER når det kører, så skal vi have skiftet det ud. Vi har valgt at skifte til en luft-vand pumpe. Selve diskussionen omkring valg af varmekilde vil jeg gemme til en anden gang. For hver person man taler med, så har de deres egen holdning til, hvad det “bedste” er. Og nu har vi valgt det, som vi mener er bedst for os. Færdig, punktum. 🙂

Men tilbage til det mest spændende. Indretningen 😉

Da hele entreen og fyrrummet skal ryddes totalt (bl.a. fordi der skal graves ud til gulvvarme), så giver det jo anledning til at tænke mange tanker. Herunder også alternative placeringer af stikkontakter, anderledes lyskilder, osv. Hvis der er noget vi allerede har lært fra første renoveringsprojekt, så er det at tænke længere end til bare gulve, vægge og lofter, men også hvordan rummet skal bruges – herunder hvor det er godt at have en stikkontakt og et lampeudtag 😉

Inden vi går til drømmene, så får I lige et indblik i det “kanvas”, som vi har at arbejde med. Bemærk venligst vores spæde forsøg på at få det til at ligne noget – sådan med et gulvtæppe, lidt planter og billeder… 😀

Entreen entreen Entreen

Det bliver vist ikke svært at lave lækre “efter-billeder” 😀

Vi har allerede besluttet os for pudsede vægge og sorte skiferklinker på gulvet. Selve indretningen kommer derfor nok til at følge samme tråd med naturlige elementer – eks. træ, glas og stål. Derfor finder jeg også disse billeder inspirerende:

entre-inspiration-1 entre-inspiration-3 entre-inspiration-4entre-inspiration-6 entre-inspiration-5

Specielt et konsolbord eller lignende står højt på ønskelisten. Jeg kan snart ikke tælle det antal gange, hvor jeg er gået igennem gangen med en kop kaffe eller et glas, og er på vej ovenpå eller ind i den store stue, og lige vil et smut forbi toilettet. Og jeg tager altså ikke mine drikkevarer med ud på toilettet! Der går grænsen. Så jeg mangler et sted at stille det fra mig på vejen 🙂

Endeligt ville en gallerivæg som denne heller ikke være dårligt, når nu vi får en stor vægflade (vi flytter en dør, hvilket giver ‘mere’ væg). Specielt detaljen med gallerilamperne på væggen er lækker. Om det ville fungere ved os, ved jeg ikke. Men nu leger jeg lige med tanken… 😉

entre-inspiration-2

Før-billeder og inspiration til vores kommende “bryggers” deler jeg i et andet blogindlæg. I har vist set rigeligt med ucharmerende før-billeder for nu. De næste vil indeholde kloakrør og et møgbeskidt oliefyr. Oh yeah, det er ren idyl herude på landet! 😉

PS: alle billeder er ‘pinnet’ her.