Et nyt bed og genbrug

“Pengene fosser ud af statskassen”

Sådan næsten da. Vi får i hvert fald brugt lige rigeligt for tiden. Dog mest indenfor, men der ryger nu også lidt udenfor i forbindelse med etableringen af vores bøgehæk i baghaven.

Derfor forsøger vi også at være en smule omhyggelig med at genbruge hvad man kan. Da jeg ryddede terrassen i forhaven for kantsten, så smed jeg dem ikke helt ud. De er godt nok ikke lige min kop te, men alligevel, de kunne måske bruges et andet sted.

En anden ting, som jeg heller ikke bare smed ud, var noget af den gode havejord, der kom til overs efter at jeg gravede ud langs hegnet i forhaven.

De to ting fik nyt liv ikke så langt fra deres tidligere “hjem” – nemlig i dette hjørne.

IMG_9308 IMG_9311

Ja, først så det altså ud som herover, men efter lidt sved på panden og en øm ryg, så fik jeg gravet mig igennem jorden og renset den for rødder.

IMG_9316

DSC_0658

Nu skal stenene bare lige renses lidt, så de om ikke andet tager sig ud fra deres bedste side. Så kan jeg altid gå efter at få blomster, der vokser lidt ned over kanten. Jeg har jo bestilt lidt stauder til levering i maj, og her kunne nogle af dem godt finde vej hertil. Resten suppleres op med de mange sommerblomster, der lige nu er ved at blive forspiret.

Med tiden bliver det forhåbentlig et fint lille hjørne, og om ikke andet et “sommerdække” for det hul, som der lige nu er her. Men mon ikke hækken vokser til inden for et par år. Vi har i hvert fald beskåret den kraftigt. I så fald er bedet blot en bonus 🙂

PS: Ja, græsset trænger bestemt også en til en kærlig omgang her i forhaven. Særligt efter at vi fældede æbletræet. Den store krone på træet havde skygget grundigt og efter fældning har et tykt lag af blade og savsmuld ‘kvalt’ det hele lidt. Men det bliver nok ikke i år, at det får den store omgang. Vi ser, om ikke det kan komme sig lidt og så griber vi fat næste år 🙂

Kantsten og rene linier

Første weekend i Påsken var et par perfekte havedage. Indenfor roder håndværkerne stadig, så vi kaster vores fokus og energi på det, der foregår udenfor.

Det er også rart, at være lidt mere med i år, end vi var sidste år. Sidste år ved denne tid, havde vi boet i huset i 3 uger, det var pivkoldt udenfor og det eneste haveredskab vi ejede, var en grensaks. Det kommer man ikke langt med.

Så vi kan godt mærke, at med det mildere vejr og et mere velassorteret redskabsskur, at vi allerede har nået en hel del.

En af de ting, som jeg kastede mig over i weekenden, var at fjerne en masse ottekantssten, som var blevet brugt som kantsten ved køkkenterassen i forhaven. Dem har jeg det ikke særlig godt med. Både pga. formen men også fordi der kan samle sig alverdens ukrudt, blade og andet rod i hullerne. Men jeg orkede ikke at give mig i kast med dem sidste år.

Her er det utaknemmelige før-billede, som endda er før vi malede plankeværk samt fik renset fliser. Det er fra medio april ’15:

IMG_6513

Her lidt senere fra juni ’15, hvor citronmelissen er blevet en regulær busk og ukrudtet kigger op af samtlige huller rundt langs kanten:IMG_7043

Her dog en anelse kønnere med fuld knald på solen i august måned ’15, men stadig en masse “rod” langs kanten:

IMG_7970 kopi

En anden årsag til, at jeg ville have dem fjernet, er, som man måske kan fornemme, at jorden står lige lovligt højt ift. hegnet. Faktisk så højt, at jeg sidste år ikke kunne komme til at male den nederste tværbjælke på nogle af hegnsstykkerne.

Jeg ville derfor gerne have fjernet noget af jorden og gruset, så der kunne komme luft under.

Sidst men ikke mindst, så havde den tidligere ejer plantet en citronmelisse i et af hullerne. Og sådan en lille djævel spreder sig med lynets hast! Der var derfor citronmelisse i snart alle huller, mellem fliser og flere steder i gruset rundt langs med hegnet. Så dem var jeg også lidt træt af at se på. Der stod godt nok også en mynte, som jeg som sådan godt vil have, men nu røg det hele altså. Der må blive plantet en ny.

DSC_0653 DSC_0654

Det bliver nu helt rart lige at få den nederste del malet også 🙂

Der skal naturligvis en ny kantsten på, som er en mere regulær kantsten. Lidt nyt grus ville heller ikke skade og så kan man jo begynde at tænke i sommerblomster og stauder, som kan gro langs med bunden i stedet for 🙂

Hvad de gamle kantsten skal bruges til, vender jeg tilbage til.

PS: den fine lille, røde rose, som man kan se på billedet fra august, den har jeg naturligvis reddet. Den har fået en fin ny placering sammen med et par andre roser. Det bliver et helt lille rosenhjørne 🙂

Lidt ligesom at finde et påskeæg

Meget passende for årstiden og Påsken fandt jeg  mit eget lille “påskeæg” i haven her i weekenden. Jeg var egentlig i gang med at fjerne nogle kantsten fra terrassen i forhaven og generelt rydde lidt op. I den forbindelse fik vedbenden også lige en omgang med grovsaksen. Og dér, lige inde bag det tykke tæppe af mange års vedbend dukkede en lille overraskelse op…

DSC_0648 DSC_0651

En kampesten!

I det år vi har boet her i huset, har vi hele tiden troet, at det var en gammel træstub, som vedbenden havde fået lov til at vokse henover. Men her har altså hele tiden stået en stor sten, som sågar var placeret ovenpå en gang grus.

Heldigvis findes der ingen billeder af mine prøvelser med at få fjernet de mange års vækster og trælignende rødder. Der var mange komiske scener med mine forsøg på at hiiiive dem op ad jorden samt øjeblikket, hvor jeg skulle tippe stenen, så jeg kunne komme til at rydde under stenen.

Forestil jer en af de der vægtløftere, der ser meget anstrengt ud i hovedet….

Nej, vel?

Lad os i stedet spole frem til det færdige resultat:

DSC_0666 DSC_0663

Så skal der bare lidt frisk grus til og en kant til græsset, så det hele ikke gror til engang til.

Den tager sig nu meget godt ud foran huset. Det er som om at sådan nogle kampesten bare hører til et gammelt landhus 🙂

Det var i det hele taget en weekend, der stod i havens tegn, og jeg har også et par projekter mere, som jeg vil smide i et par blogindlæg.

I denne omgang vil jeg blot slutte af med en lille forårshilsen fra haven:

DSC_0670