Jeg har anlagt en lille sti…

I det store staudebed i baghaven var der i tidernes morgen en sti, der var anlagt med store skiver fra et træ. Det har sikkert set meget pænt ud engang og også været helt fint at gå på. Men som tiden går, så rådner sådan nogen jo og der kommer en masse belægning på.

Resultatet? Indtil flere komiske scener, hvor Line her tog en glidetur igennem bedet eller bare gik meget sjovt for at undgå samme.

Og så var det nu heller ikke så kønt at se på mere. Her man kan fornemme omridset af træskiverne i bedet. Billedet er fra august 2015:

staudebed, august 15

De gør nu heller ikke meget væsen af sig…

Jeg havde overvejet flere muligheder, herunder også en flisebelægning som erstatning for stien, men det var også bare et projekt, som jeg ikke lige orkede. Ikke endnu. Der er stadig så mange ting i haven, som stadig handler om at forme (læs: fælde, beskære, grave op, fjerne). Alt det tunge arbejde.

Men jeg startede nu alligevel med at fjerne de resterende stumper af råddent træ, så jeg i det mindste ikke skulle skøjte rundt på dem mere.

IMG_9297

IMG_9298

DSC_0779

Det kom det til at se lidt hullet ud af, men pyt.

Sidste weekend tog jeg mig så sammen til at klare slutspurten. Vi har jo en kæmpe bunke træflis liggende fra vores store projekt med at fælde træer i haven, og de kunne jo ligeså godt bruges som “bunddække” til stien. Først skulle jeg bare lige have fjernet et par trillebørefulde jord, så jeg kunne få et godt lag træflis på.

Det blev nu egentlig ret fint 🙂

DSC_1176

DSC_1188

DSC_1198

DSC_1201

Nu skal jeg bare arbejde videre på min mission om at få bedet til at være HELT tæt. Mest med stauder men selvfølgelig også med en masse sommerblomster.

Jeg er på vej, men der er et stykke endnu 🙂

/ Line

Rhododendronbed i indkørslen

I weekenden fik vores rhododendronbed i indkørslen en ordentlig overhaling. Henrik lå syg inde på sofaen, så jeg så mit snit til at hugge nogle af de fliser, som han ellers havde øremærket til et andet projekt 😉

Men resultatet taler vist for sig selv og da han kunne stå oprejst igen, og kigge ud af vinduet, så måtte han da også indrømme, at det nu egentlig så meget pænt ud. Tror vist jeg er tilgivet… 😛

Mit lille projekt udsprang primært af to årsager: 1) det var svært at holde udkrudtet væk fra bedet, med al den bare jord og 2) det var endnu sværere at holde jorden fugtig, da det er eksponeret for solen stort set hele dagen.

IMG_9965

IMG_9969

Ja, billederne taler vist for sig selv. Og lad os nu lige for en gangs skyld se bort fra selve indkørslen. Vi ved godt at de fliser trænger til at blive renset… 😉

Men, løsningen på bedet lå jo lige for: at tilføje en masse flisbark. Men med den tidligere bedkant, så ville det have væltet ud over siderne ligesom vandet gjorde hver gang jeg forsøgte at vande eller bare når regnen meldte sig. Derudover trængte jorden også til at blive kraftigt jordforbedret og gjort mere ‘sur’.

Og det er her, at vores store stakke af herregårdssten kommer ind i billedet. Egentlig skal de bruges til et stort område, hvor vi skal have et større brændeskur og redskabsskur, men da det projekt nok ikke lige bliver søsat lige foreløbig, så tænkte jeg at stenene ligeså godt kunne komme i brug her… 😀

Nu er jeg ikke ligefrem brolægger og bliver det heller aldrig, men eftersom resultatet næppe kunne blive værre end udgangspunktet, så gik jeg i gang. Og ja, der er stadig lidt huller hist og her, hvor der skal sættes en kvart eller en halv sten (for at få det hele til at gå op og sidde i spænd), men dem orkede jeg altså ikke at hugge ud lørdag aften kl. 19 😉 Den tager jeg senere.

Men tjek lige det her! Er lidt stolt 😀

DSC_1085

DSC_1088

De mange forårsløg tog jeg op ad jorden. De får deres plads omme i staudebedet, når jeg har lidt mere overblik over det hele deromme. Der kom jo en masse i jorden sidste år, som jeg dårligt kan huske hvor endte eller for den sags skyld hvad det er og hvornår det blomstrer! Men nu begynder jeg at få en fornemmelse for det, og så kan jeg “skrue” disse forårsløg ned i mellem det hele.

Klematisen i midten får lov at stå som det farverige indslag, når Rhododendronen er afblomstret. Jeg troede ellers jeg havde slået den ihjel i et af mine forsøg på at få luget bedet igennem. Men den  var lige akkurat sluppet med livet i behold, og begyndte så småt at titte frem igen for en måneds tid siden. Den har nu fået et net at klatre op ad.

Det er også lidt som om at farverne på blomsterne og de grønne blade tager sig lidt pænere ud med den mørkebrune/rødlige bund 🙂

DSC_1086

Jeg fandt i øvrigt et gammelt billede fra mægleren, da der i stedet stod fire vildtvoksende rosenbuske her:

Rhodobed_før

Billedet blev taget tre år inden vi overtog huset, så forestil jer blot hvor meget større de rosenbuske var inden vi plantede rhododendron…

Lidt mere bøgehæk…

Vi havde bestilt lidt rigeligt at bøgehæk, da vi skulle have plantet baghaven til. Både for at være på den sikre side, men også til at have i reserve, hvis nogen af dem skulle tørre ud det første år.

Men der var faktisk rigtig mange til overs. Derfor benyttede jeg også muligheden, og ikke mindst feriedagene i Påsken, til at få sat lidt flere hækplanter rundt omkring i haven.

Vi har to terrasser i haven: en ved køkkensiden og en ved den store stue på nordsiden af huset. Det er to store, gode terrasser, der begge får masser af sol, men desværre også er lidt udsat for vinden.

På nordsiden af huset, havde jeg egentlig sat tre buksbom, der var blevet til overs fra et par bede, hvor de stod lidt uhensigtsmæssigt. Men eftersom buksbom ikke vokser specielt hurtigt, så var der lange udsigter til at få skabt lidt mere læ for vestenvinden på denne terrasse.

Her er billeder fra august 2015, hvor der var laaange udsigter til læ:

Nordterrassen-1 Nordterrassen-2

Ja ja, jeg ved godt, at det var lidt optimistisk at tro, at de ville vokse sig store, men i første omgang handlede det om, at de skulle flyttes fra et bed, hvor de ikke rigtig fungerede.

I løbet af sommeren fandt jeg så ud af, at det der med læ fra en række planter måske var lidt mere nødvendigt, end først antaget.

Men det gav de ekstra hækplanter jo løsningen på:

DSC_0716 DSC_0718

Så skal vi bare have lidt farver på træer, buske og bede 😀

Og nåh ja, så skal vi også lige have sendt det store Skt Hans bål i baghaven igennem en flishugger. Vi håber vi når det inden pipperne får for mange tanker om at etablere bolig i denne stak….

Hvor buksbommen endte vender jeg tilbage til 🙂

De sidste hækplanter satte jeg på køkkenterrassen. Her har vi et lidt stort åbent stykke ud mod græsset og dermed også lidt for meget vind på terrassen. Det er til dels selvforskyldt, da vi både har trimmet hækken mod syd (vil tro vi har taget 2-3 meter af højden) og fjernet et af hegnene (da det tog al udsynet). En god mellemløsning bliver derfor en tæt hæk, som dels kan tage vinden men som vi også selv kan styre højden på, så den ikke taget hele udsynet.

DSC_0697DSC_0700

Så fik vi plantet bøgehæk!

Påsken stod helt klart i havens tegn, som den sikkert har gjort hos mange andre. Det var ikke altid det perfekte havevejr, men når der står knoklearbejde på skemaet, så gør det ikke så meget med temperaturen eller vinden for den sags skyld.

Vores knoklearbejde bestod i at få godt 300 bøgehækplanter i jorden!

Det tog os to dage og en masse god hjælp fra familien. Men den største hjælp (og dertilhørende udskrivning) var da en lokal entreprenør dukkede op med sin minigraver og fik gravet en 90 meter lang rende ud til os. Det klarede selvsagt en stor del af arbejdet, men vi slap nu ikke helt for at hive flere rødder op, filtrere jorden samt arbejdet med at få planterne i og stampet godt fast.

Det var meget ømme hænder, håndled, arme, skuldre og rygge, der fredag aften satte punktum for to dages slid og slæb. Vi håber og tror på, at det var det hårde arbejde værd!

Hvorfor vi gerne vil have SÅ meget bøgehæk, kan du læse lidt mere om her.

BøgehækBøgehækBøgehæk

De mange “tuer” rundt omkring vidner om det tunge arbejde med at sortere alle rødderne fra den opgravede jord, så vi kunne få noget mere regulær muld ned til den nye bøgehæk.

Det er en lidt utaknemmelig årstid at forsøge at affotografere en nyplantet bøgehæk, eller for den sags skyld at fornemme, hvad effekten er/bliver. Men jeg synes, at man alene ved at se på linjerne rundt langs med kanten af baghaven, har fået en bedre fornemmelse for “rummet”.

Særligt det her hjørne, i den nordvestlige del af haven, får et helt andet udtryk og dernæst funktion fremadrettet.

Bøgehæk

Igen, det er lidt svært at se, når man dårligt kan fornemme hækplanterne, men hvis vi ser på de her billeder, fra før vi ryddede området, og så igen på ovenstående, så begynder man at fornemme, hvad det får af betydning.

Fra 1. maj, 2015, hvor man lige kan ane bunkerne af grene og affald bagerst i hjørnet, og selvfølgelig ikke kan undgå at se det megen vildtvoksende buskads:

IMG_6633

Fra 12. februar, 2016 hvor vi skal til at tage fat på at rydde hele området:

IMG_9001

Meget af det er som sådan ikke fjernet, det er blot skåret kraftigt ned. Der er nogle ret fine planter, buske og træer i mellem (som kan fornemme på billedet fra maj sidste år). De er bare ikke blevet passet og har derfor fået lov til at sprede sig som en steppebrand. Med den noget åbne have i denne ene, har buskadset også været til gavn for folk, der i ly af det hele har kunnet benytte sig af denne ende af haven.

Selve jorden gør vi ikke noget ud af i år. Vi ser, hvad den kraftige beskæring fører med sig, og så koncentrerer vi os ellers om at værne om hækken, så den kan få godt fat og vokse sig op på den pæne side af 2 meter.

Og sådan fik vi taget på Påsken 🙂

Vi var faktisk også så optaget af hus- og haveprojekter, at vi helt overså, at vi havde 4-års dag! Det kunne vi så fejre med en bøgehæk 😉

Et nyt bed og genbrug

“Pengene fosser ud af statskassen”

Sådan næsten da. Vi får i hvert fald brugt lige rigeligt for tiden. Dog mest indenfor, men der ryger nu også lidt udenfor i forbindelse med etableringen af vores bøgehæk i baghaven.

Derfor forsøger vi også at være en smule omhyggelig med at genbruge hvad man kan. Da jeg ryddede terrassen i forhaven for kantsten, så smed jeg dem ikke helt ud. De er godt nok ikke lige min kop te, men alligevel, de kunne måske bruges et andet sted.

En anden ting, som jeg heller ikke bare smed ud, var noget af den gode havejord, der kom til overs efter at jeg gravede ud langs hegnet i forhaven.

De to ting fik nyt liv ikke så langt fra deres tidligere “hjem” – nemlig i dette hjørne.

IMG_9308 IMG_9311

Ja, først så det altså ud som herover, men efter lidt sved på panden og en øm ryg, så fik jeg gravet mig igennem jorden og renset den for rødder.

IMG_9316

DSC_0658

Nu skal stenene bare lige renses lidt, så de om ikke andet tager sig ud fra deres bedste side. Så kan jeg altid gå efter at få blomster, der vokser lidt ned over kanten. Jeg har jo bestilt lidt stauder til levering i maj, og her kunne nogle af dem godt finde vej hertil. Resten suppleres op med de mange sommerblomster, der lige nu er ved at blive forspiret.

Med tiden bliver det forhåbentlig et fint lille hjørne, og om ikke andet et “sommerdække” for det hul, som der lige nu er her. Men mon ikke hækken vokser til inden for et par år. Vi har i hvert fald beskåret den kraftigt. I så fald er bedet blot en bonus 🙂

PS: Ja, græsset trænger bestemt også en til en kærlig omgang her i forhaven. Særligt efter at vi fældede æbletræet. Den store krone på træet havde skygget grundigt og efter fældning har et tykt lag af blade og savsmuld ‘kvalt’ det hele lidt. Men det bliver nok ikke i år, at det får den store omgang. Vi ser, om ikke det kan komme sig lidt og så griber vi fat næste år 🙂