Stort bed til at dække varmepumpen

I 2016 fik vi skiftet vores oliefyr ud med en varmepumpe. Men til et stort hus skal der også en stor varmepumpe til. Den endte derfor med at være i industriel størrelse. Så selvom vi nu slap for synet af en olietank, så blev den altså erstattet af en stor, hvid klods.

Jeg udtænkte derfor en plan, der hurtigt eskalerede til at blive temmelig stort (jeg dur bare ikke til små planer). Det blev derfor til et bed langs med hele bagsiden af huset, så vi med tiden får etableret et “blikfang”, der forhåbentlig drager mere end “kassen”.

Held i uheld havde jeg bestilt lige rigeligt bøgehæk, da vi plantede hæk i hele baghaven. Der var derfor til starten af en markering af det kommende bed.

En lidt pjusket start tilbage i forsommeren 2016, men om ikke andet en start:

I 2017 fik jeg så bestilt lidt mere bøgehæk, der røg i jorden i forårsmånederne:

Tilbage var nu “bare” en masse gravearbejde, en del fliser, der skulle fjernes og så ellers indlede jagten på de planter, der skulle stå her.

Jeg nåede dog ikke at grave ret meget græstørv væk, før Henrik havde fundet frem til en ordentlig stak buksbom på DBA – gratis mod opgravning og afhentning!

Så afsted med os og fluks hjem i jorden:

Men videre med udgravningen, så der kunne blive plads til et tykt lag flis, så resten af udkrudtet i jorden kunne holdes lidt nede:

Og jeg nåede faktisk at grave resten af bedet ud uden at tage et eneste billede af det (mine arme kunne nok ikke mere). Og jeg fik også flyttet to store hortensiaer, en stak bregner og hostaer samt plantet to laurbærkirsebær. Også uden at tage et eneste billede. Der blev også flyttet en del Iris fra vores bassinområde (som er ved at blive nedlagt – mere om det en anden gang!).

Jeg forventer egentlig et frodigt bed allerede til næste år 🙂

For at kompensere for manglen på billeder, forsøgte jeg lige at tage lidt billeder her i vintersolen. Men den drillede ærligt talt lidt. Men det kan måske give en ide om bedets udformning og indhold. Der er nu alligevel sket en del her på bare to år.

På den anden side af varmepumpen bliver der sat en læskærm op, som både kan give læ men også skærme af fra den anden side. Køn er “jetmotoren” alligevel ikke. Men den luner i huset og er billig i drift!

 

Og nå ja. Min oprindelige plan for bedet blev sat lidt på standby, da jeg pludselig ramte spaden mod noget, der må have været et fundament til gårdens “tidligere liv” med dyrehold og dyrkning af marker. Men ligesom med regnvandsbedet, så må man jo bare arbejde med hvad man har 🙂

I den anden ende af bedet, skal der faktisk ikke være så meget bed – alligevel. Der viste sig at ligge en stor betonflade under de fliser, der var blevet lagt der. En noget ujævn en af slagsen. Vi overvejer stadig om vi skal få den banket op eller blot anlægge en træterrasse ovenpå – efter at have stabiliseret det lidt. Der er faktisk ret fin aftensol lige på den plet.

Opdatering følger!

/ Line

Bålplads til hygge

Vi satte mange ting i gang i foråret 2017. Nok mere end vi selv lige kan huske…men så er det jo godt, at man har bloggen og billederne til at minde en om det 🙂

Vi fik nemlig også sat gang i opbygningen af en bålplads midt i haven. Ret beset startede det med en nedbrydning, da der faktisk allerede var en bålplads her. Men den var mere beregnet til det store Skt. Hans bål end at sidde og hygge med et glas vin og noget snobrød. Og vi er nok mere til det sidste;-)

Som bonus vil det også betyde, at planterne – der står rundt om bålpladsen – er med til at bryde vinden fra vest, hvorfor det også er med til at give mere læ i haven.

Udstyret med det rette grej gik vi i gang med at nedbryde den betonring, der var omkring den oprindelige plads.

Som man måske kan se, så havde jeg allerede plantet til omkring den kommende bålplads. Men planterne nåede altså at ankomme inden vi gik i gang med nedbrydningen – der i øvrigt strakte sig over flere weekender. Der er pænt meget beton og jord her. Og det er tydeligt, at tidligere ejere har brugt bålpladsen til afbrænding af ALT muligt, så der er også en del oprydning ift. at sortere metalrester fra. Vi har simpelthen ikke samvittighed til at køre det hele hen på genbrugspladsen og bare læsse det af ved haveaffald. Det skal gøres ordentligt.

Derfor er vi heller ikke færdig med at grave ud endnu. Vi tager en tørn mere her i foråret 2018, så vi forhåbentlig kan begynde at tænke på noget belægning samt opbygning af en lidt mindre bålplads. Man vil jo helst ikke selv futtes af, når man sidder ved bålet 😉

Når først thujaer og laubærkirsebær skyder godt i vejret, så bliver det en rigtig hyggekrog i læ for vind og vejr 🙂 Og med udsigt til staudebed og hus.

Ja, sådan ser her ud lige nu 🙂

/ Line